Værd at vide om strand, strandliv, vandleg og sikkerhed

dfv4

Danmark er et skønt sted og med hele landet omringet af vand, er stranden et yndet tilflugtssted. Det gælder faktisk hele året rundt, men det er selvfølgelig et særligt populært sted om sommeren. Vi har mere end 7.000 kilometer kyst i Danmark, og der er derfor rigeligt med plads for vandhunde, badedyr og landkrabber i alle aldre. Det er sjovt at bade, lege i vandet og bygge sandfigurer på stranden, men man skal alligevel omgå vandet med en vis respekt og forsigtighed. 

Det danske vand kan være vildt, og der kan være understrøm, som både driller og kan være direkte farligt. Men du kan sagtens få den bedste strandtur ved at følge nedenstående forholdsregler.

 Vandleg

Børn på stranden?

Det er selvfølgelig helt indlysende; men du skal holde øje, hvis du har børn med på stranden. Livredderen kan ikke have sine øjne på alle mennesker på samme tid, og livredderne er afhængige af, at også forældrene holder godt øje, så risikoen for, at der sker noget, minimeres. 

Det gælder, uanset om dine børn kan svømme eller ej, for uanset hvor dygtige svømmere de er, kan de altså hurtigt komme ud i problemer i mødet med naturen.

Sørg også for at tale med dine børn om, at man skal passe godt på hinanden i vandet. Det skal ikke være en skræmmekampagne, men det er samtidig vigtigt, at dine børn er helt opmærksom på, at havet ikke er en ufarlig størrelse. Du må aldrig slippe dine børn af syne – heller ikke selvom du blot vil hente en is eller skal på toilettet. Så må du tage børnene med. Alt for mange ulykker sker på et splitsekund, og alt for mange ulykker sker, fordi der ikke har været tilstrækkeligt med opsyn.

Og husk så at smøre dine børn ind i solcreme, brug UV svømmetøj og så videre, så de ikke bliver forbrændt.

Lær forholdene at kende

Vil du gerne føle dig helt sikker, kan det være en god idé at vælge en strand, hvor du ved, at der er livreddere. Så har du i hvert fald adgang til hurtig hjælp, hvis uheldet skulle være ude. Det er også en god idé at bruge naturen som pejlemærke, da både vind, vand og strand selv kan fortælle dig om en del forhold, du skal være opmærksom på.

Det er for eksempel en god idé at lægge mærke til, hvilken retning vinden blæser. Er der fralandsvind, vil temperaturen være koldere, og der er større risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der dog større risiko for revlehuller, hvor udstrømningen vil være kraftig.

Hvis I er på en strand, der skråner ret stejlt ned mod vandet, kan du godt regne med, at det stejle fortsætter nede i vandet. Det betyder, at der hurtigt bliver dybt. 

Du kan også i et vist omfang se, om der er meget understrøm i vandet den pågældende dag. Hvis bølgerne danner skum, kan du se, hvilken vej skummet flyder og på den måde lure strømmen.

Læg også gerne mærke til, hvor på stranden der er redningsposter og eventuelt nødtelefoner. Der kan være dårlig dækning på stranden på grund af klitter, og det kan være rart at vide, hvor den nærmeste telefon er. Langt de fleste danske strande har desuden et redningsnummer, og kender du det, kan det være lettere at guide beredskab i den rigtige retning, hvis uheldet skulle være ude.

Livredder

De 5 baderåd

De fem baderåd er at betragte som en slags færdselsregler på stranden og gælder for alle strandens gæster:

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig i vandet alene
  3. Læs vandet og vinden
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip aldrig børnene af syne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *